nemme og gennemprøvede opskrifter på mad til to personer

 

Søgning med FreeFind

Energiberegning

Energiindholdet i opskrifterne er beregnet dels på grundlag af varedeklarationen på emballagen, og dels på grundlag af Fødevareinstituttets Fødevaredata, © Fødevaredatabanken, version 7, 2008, for varer som sælges uemballerede, eller som ikke er forsynet med varedeklaration. Beregningerne er udført med samme metode, som forklaret på denne underside fra www.altomkost.dk.

Beregning af energiindholdet i en ret er altid forbundet med en vis usikkerhed. Energien i fødevarer angives pr. 100 gram, men da mange ingredienser indgår i opskrifterne med antal eller mål, er det ved beregningen nødvendigt at skønne vægten for sådanne ingredienser.

Fedtindholdet i kød, specielt i hakket kød, kan også være meget forskelligt. Her er der regnet med 10% for hakket oksekød, 6% for hakket svinekød, 12% for hakket kalve- og svinekød og 12% for hakket lammekød. Fedtenergi procenten i retten vil selvfølgelig blive anderledes, hvis der anvendes hakket kød med en lavere eller højere fedtprocent. Også mængden af fedtstof er af stor betydning. Det er derfor angivet i opskrifterne, hvor meget margarine eller olivenolie, der er medregnet i energiindholdet.

Tallene for energiindholdet i retterne skal derfor betragtes som vejledende tal, der er indsat for at give brugerne en idé om hvor meget energi de enkelte retter indeholder, og hvorledes fordelingen er mellem protein, kulhydrater og fedt. Selvom beregningen er udført med den størst mulige omhu, kan redaktionen af Mad til to ikke påtage sig noget ansvar for korrektheden og anvendelsen af energi oplysningerne på disse sider.

Sammensætningen af energi i kosten bør ifølge de officielle anbefalinger højst være 32% fra fedt, 10-20% fra protein og 50-60% fra kulhydrater. Læs nærmere herom på Fødevarestyrelsens side www.altomkost.dk, som er kilden til de anførte tal.

Smileys er indsat i opskrifterne under energiberegningen, så man hurtigt kan se, hvad fedtenergi procenten er for den pågældende opskrift i forhold til de officielle anbefalinger. Grøn smiley vises for opskrifter med højst 30%, gul for opskrifter med 31-35% og rød for opskrifter med over 35% fedtenergi.

Fedt og fedt er imidlertid ikke det samme. Derfor er det lidt forenklet, kun at se på fedtenergi procenten, for det er ikke uden betydning, om fedtet stammer fra f.eks. hakket kød med høj fedtprocent, eller fra olivenolie, nødder eller fed fisk. Det er der nu ikke taget hensyn til i de indsatte smileys. Interesserede kan læse mere herom på denne underside fra www.altomkost.dk. Hvor relevant, er der i opskrifterne indsat kommentarer med hensyn til energiindholdet i retten.

Fedtenergi procenten i retterne kan man i mange tilfælde selv påvirke, f.eks ved at skære fedtet fra ved udskæring af større kødstykker, anvende hakket kød med en lavere fedtprocent, og efterlade synligt fedt på tallerkenen.

Alfabetisk oversigt over opskrifterne:

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

Opskrifterne opdelt efter fedtenergi procent:

Retter med en fedtenergi procent på højst 30 Retter med en fedtenergi procent mellem 31 og 35 Retter med en fedtenergi procent over 35

Valid XHTML 1.0 og CSS level 2.1 - For spørgsmål eller kommentarer kontakt Webmaster, Mad til to.